Har du nogensinde taget metroen blot for turens skyld? I Bilbao kan du gøre det med fuldt overlæg. Det underjordiske netværk er ikke kun en smart måde at krydse Nervión-floden eller springe fra pintxos-baren til Guggenheim – det er selv en af byens største seværdigheder. Fra Norman Fosters ikoniske glasFosteritos til betonskaller, der føles som moderne katedraler, forvandler hver station den daglige transport til en arkitektonisk opdagelsesrejse.
Bilbaos metro blev født i 1990’erne som en del af byens storstilede forvandling fra rusten industriby til design-destination. Resultatet er et system, hvor lys, volumen og materialitet spiller førsteviolin, og hvor stationsnavnene – Sarriko, Moyua, Casco Viejo – er lige så klingende som deres rumlige signaturer. Her er beton aldrig bare beton; den bøjer, svæver og spejler dagens gang, mens glas og stål folder sig ud som skulpturer under og over jorden.
I denne guide zoomer vi ind på 9 metrostationer, du bør opleve for deres arkitektur. Vi går fra det svævende glasatrium i Sarriko til de endeløse rulletrapper i Basarrate, fra fodboldfeber i San Mamés til UNESCO-nært udsyn i Portugalete. Hver station rummer sin egen historie om lys, bevægelse og byliv – og vi giver dig insider-tips til de bedste fotovinkler undervejs.
Så klik metrobilletten, lad duften af friskbrygget café con leche blive på perronkanten, og følg med ned i de rå, men raffinerede tunneler. Du vil opdage, at Bilbaos mest overraskende kunstmuseum suser under fødderne på dig – og at næste tog altid bringer dig til endnu et arkitektonisk højdepunkt.
Sarriko – Glasatrium og svævende gangbro
Hvis du kun har tid til at se én metrostation i Bilbao, skal det være Sarriko. Allerede fra gadeplan afslører en imponerende, næsten kubistisk glasboks sig mellem træerne på Avenida Madariaga. Konstruktionen fungerer som et gigantisk ovenlys, der sender naturligt dagslys helt ned til nederste perron – en sjælden luksus i underjordisk transportarkitektur.
Kathedral-lignende volumen
Træd ind i atriet, og du forstår straks, hvorfor stationen ofte omtales som “la catedral del metro”. Rumhøjden er forbløffende: en søjlefri skakt i rå, sandblæst beton, hvor væggene kurver blidt indad som en omvendt kirkeskibshvælving. Lys og skygge danser på de matte overflader i løbet af dagen, og om aftenen bliver hele volumenet oplyst indefra som en lanterne i bybilledet.
Den svævende gangbro
I midten af rummet krydser en svævende, fritspændende gangbro atriets fulde bredde. Konstruktionen virker næsten vægtløs, holdt oppe af slanke ståltræk, så du har frit udsyn til stationshulen under dig. Gangbroen fungerer som både forbindelsesled og udsigtsplatform: stop op, kig ned gennem glaspanelet i gelænderet, og nyd perspektivet af togene, der glider ind gennem tunnelmundingen.
Rå beton & krystalklart glas
| Materiale | Funktion |
|---|---|
| In-situ beton | Skaber kontinuerlige, skulpturelle flader uden synlige dilatationsfuger. |
| Laminéret glas | Fører dagslys ned og giver visuel kontakt mellem niveauerne. |
| Rustfrit stål | Gangbroens slanke bæresystem samt håndlister og detaljer. |
Derfor er sarriko et fotohit
- Lysindfaldet: Kom tidligt formiddag for at fange solstråler der skærer diagonalt gennem atriet.
- Symmetri: Stil dig midt på gangbroen og peg kameraet mod perronen for en perfekt central komposition.
- Lang eksponering: Brug stativ på perronen (udenfor myldretiden) for at indfange tog i fart som bløde lysstriber.
- Kontrast: Sort-hvid billeder fremhæver den rå beton mod de skarpe glasrefleksioner.
Mens mange af Metro Bilbaos øvrige stationer deler den karakteristiske “caverna”-stil signeret Sir Norman Foster, skiller Sarriko sig ud ved sin vertsikale dramatik og sit generøse samspil med dagslys. Det er stedet, hvor funktionel infrastruktur bliver til oplevelsesorienteret rumkunst – og hvor enhver arkitektur- og fotonørd bør stille skarpt.
Moyua – Fosteritos ved byens elegante plads
Træd ud på Plaza Moyúa, og du forstår straks, hvorfor denne plads er hjertet i det elegante Ensanche-kvarter. Den ovale form er indrammet af symmetriske blomsterbede, springvand og klassicistiske facader, og midt i det hele - som glasblærer, der er vokset op af granitten – står Fosteritos, Sir Norman Fosters karakteristiske metroindgange.
Fosteritos som byrumsmøbel
- Transparens: De buede glaspaneler lader forbipasserende ane den rolige strøm af pendlere nedenfor og skaber en visuel forbindelse mellem by og metro.
- Skala: Fosteritos’ relativt beskedne højde bevarer udsynet til pladsens arkitektur, samtidig med at de træder tydeligt frem som moderne vartegn.
- Lys & skygge: I solskin optræder glasset som spejle, der reflekterer byens palæer og de grønne beplantninger; om aftenen fungerer de som lanterner, der markerer indgangene med blidt, hvidt lys.
Den underjordiske “caverna”
Efter billetspærrerne åbner Fosters signaturunivers sig: en monolitisk betonhvælving uden unødige dekorationer. Væggene bugter sig organisk, og det diffust indfældede lys får rummet til at virke som ét sammenhængende volumen – en rolig kontrast til pladsens travle trafik ovenpå.
| Oplevelseselement | Hvad skal du kigge efter? |
|---|---|
| Materiale | Rå sprøjtestøbt beton, der viser aftryk fra forskalling og understreger håndværket. |
| Akustik | Dæmpede, hule klangrum – bemærk hvor lidt støjen forplanter sig, trods mylderet. |
| Belysning | Indirekte LED-lister, der følger hvælvingens kurver og fremhæver dens “ribber”. |
Pladsens forbindelser
Ét skridt fra rulletrapperne står du på Gran Vía de Don Diego López de Haro, Bilbaos store shoppingakse. Går du derimod mod nord, leder Alameda de Recalde dig på 7-8 minutter direkte til Guggenheim-museet. Stationen fungerer derfor som perfekt springbræt mellem shopping, kultur og det historiske centrum.
Fototips
- Placér dig midt på den ovale plads tidligt morgen, når sollyset rammer Fosteritos skråt – glas og stål gløder, og biltrafikken er minimal.
- Nedtag kameraet til perronniveau og peg mod udgangen. Den lange “caverna” skaber uendelige linjer, der leder øjet mod den lyse åbning.
- Vent på metroens indkørsel; den gule front står i flot kontrast til det kølige beton.
Uanset om du blot skal skifte til en anden linje eller vil suge bylivets puls til dig, er Moyúa-stationen et levende eksempel på, hvordan gennemtænkt design kan binde by, infrastruktur og kunst sammen i én flydende bevægelse.
Casco Viejo–Zazpikaleak – Hvor gammelt møder nyt
Det er en næsten filmisk oplevelse at dykke fra Casco Viejos middelaldergyder ned til Metro Bilbaos flydende betonhvælvinger. Først fanges man af den markante niveauforskel – de lange, let skrånende rulletrapper suger dig ned under Plaza Unamuno, mens glasbaldakiner over trappehullerne lader en smule dagslys guide blikket.
Arkitektoniske højdepunkter
- Sammenkoblede hvælv
Stationen består af to store, overlappende “caverna-rum”, hvor perronerne ligger i den ene og billetområdet i den anden. De glider ind i hinanden via brede åbninger, så man hele tiden har visuel kontakt på tværs. - Rå beton, blødt lys
Foster + Partners’ signaturmateriale – rå, lysgrå beton – får her selskab af lineære LED-lister, der vasker væggene blidt og understreger kurverne i loftet. - Bilingual wayfinding
Alle skiltningselementer fremstår i både euskara (Zazpikaleak) og castellano (Casco Viejo). Typografien er ren, og den gule linjefarve guider dig som en lodret “tråd” fra gadeplan til perron. - Rulletrapper med perspektiv
De tre hovedrulletrapper er placeret i én akse. Ser du nedad, danner de en dramatisk, næsten uendelig perspektivlinje, som fotografer elsker.
Gamle gader vs. Ny infrastruktur
| Ovenpå | Nedenunder |
|---|---|
|
|
Sådan oplever du stationen bedst
- Tag indgangen på Plaza Miguel de Unamuno; den sætter kontrasten mellem pladsens historiske bebyggelse og stationens nutidige volumener på spidsen.
- Stop halvvejs på rulletrapperne og kig op – loftets buede ribber danner en “betonkatedral” med naturligt lys øverst og kunstlys nederst.
- Bemærk skilte, hvor “Irteera / Salida” (udgang) gentages side om side; en lille påmindelse om Baskerlandets dobbelte identitet.
- Gå ud via Calle Correo-udgangen og mærk den umiddelbare overgang fra high-tech undergrund til middelalderlig labyrint.
Insidertip: Kom lige før myldretid (ca. 16:30) – der er stadig god plads til at fotografere, men menneskestrømmen giver skala til de store rum.
San Mamés – Intermodalitet og stadionstemning
San Mamés-stationen er Bilbaos mest intermodale knudepunkt; et sted hvor metro, tram, forstadstog og busser smelter sammen – bogstaveligt talt få skridt fra Athletic Clubs ikoniske stadion. Arkitekturen er designet til at fungere som en rummelig underjordisk foyer, der kan lede både pendler- og fodboldpublikum videre uden flaskehalse.
Fire transportformer – Én sammenhængende oplevelse
- Metro (L1 & L2): To perroner i kendt “caverna”-stil med bred middalmidterperron til hurtig passagerudveksling.
- EuskoTren tram: Ét niveau højere oppe, med direkte udgang mod stadionet og floden.
- Cercanías/RENFE: En kort, overdækket gangforbindelse under gaden forbinder til forstadstog – skiltningen er ensartet i font, farver og piktogrammer så man sjældent går forkert.
- Termibus (Bilbao Intermodal): Busstationen er fysisk integreret i komplekset og deler billetsalg, kiosker og servicefaciliteter – ideelt til dem, der ankommer langvejsfra på kampdag.
Plads til menneskehavet
| Arkitektonisk greb | Effekt på crowd management |
|---|---|
| Ekstra brede rulletrapper & trapper | Split-flow: én side reserveret til indgående, én til udgående strøm efter slutfløjt. |
| Fuldlængde mezzanin med 360° udsyn | Stationspersonale kan overvåge og dirigere folkemængder uden blinde vinkler. |
| Modulære billetsluser | Portsektioner kan åbnes i “kampdags-modus” og fordoble kapaciteten. |
| Robuste betonhvælv + akustiske paneler | Dæmper larm fra tusindvis af fans og minimerer efterklang. |
Fra perron til stadion på fem minutter
En gangtunnel leder direkte fra metroens vestlige udgang til Estadio San Mamés. Ruten er gjort intuitiv med:
- Rød-hvide LED-striber (Athletic Clubs farver) langs loftet.
- Puslefrie taktile belægninger for synshæmmede.
- Digital nedtælling til kampstart, så man ved om der er tid til en pintxo mere.
Fototip
Still dig på mezzaninen mod eftermiddagslyset: de røv – hvælvede betonflader agerer naturlige reflektorer, mens sporadiske røde trøjer giver farveaccent i dine billeder.
Praktiske råd på kampdage
- Køb Barik-kortet på forhånd – billetautomaterne bliver hurtigt flaskehalse efter kampen.
- Ankom mindst 45 minutter før afspark, så du oplever den summende stemning i det åbne forrum.
- Følg de midlertidige pile-markeringer; de ændres dynamisk af personalet alt efter tilskuertal.
Uanset om du er fodboldfan eller arkitekturentusiast, demonstrerer San Mamés, hvordan gennemtænkt design kan få en hel by i bevægelse – og få 53.000 sangglade fans sikkert hjem igen.
Abando – Underjordisk ro under byens travlhed
Træder du ind i Abandos metroområde, føles det som at forlade den hektiske Plaza Biribila ovenover og dykke ned i et stilfærdigt underjordisk refugium. Her erstattes byens støj af en afdæmpet atmosfære skabt med varmt, indirekte lys, der glider hen over stationens markante betonhvælving. Den karakteristiske “caverna” er både skulpturel og funktionel: de bløde kurver guider passagerstrømmen intuitivt fra billetområderne og videre mod perronerne.
Hvorfor Abando skiller sig ud
- Central hub: Få skridt fra Gran Vía og midt i byens shopping-akse. Stationen er sammenkoblet med hovedbanegården Estación de Abando Indalecio Prieto, hvilket gør den til Bilbaos vigtigste transferpunkt mellem metro, Cercanías/RENFE og langdistancetog.
- Skulpturel ro: Betonhvælvingens bløde linjer skaber en næsten sakral fornemmelse, forstærket af lydabsorbenter, der dæmper ekkoet fra togene.
- Effektiv omstigning: Tydelig farvekodning og piktogrammer leder dig hurtigt videre til regional- og højhastighedstog. Du går direkte fra metroens rulletrapper til banegårdens perronbro uden niveauskift.
Kontrasten ovenpå
Kig op, når du bevæger dig mod udgangen: Over rulletrappens top afsløres banegårdens ikoniske glasfacade. Den katedral-lignende ro i metrorummet står her i skarp kontrast til banegårdens lyse jern- og glasstruktur, hvor farvede rosetter og jernnitter trækker historiske paralleller til byens industrialisering.
Fototip: Stil dig i midten af forrummet og peg kameraet skråt opad. Det varme metrolys møder dagslyset fra glasfacaden i et dramatisk lysfald, der indrammer hvælvingens kurver-et perfekt motiv til Instagram.
Praktisk info
- Billetter: Ankores du til Cercanías/RENFE, kan du beholde din Barik-kort og blot tappe ind igen på perronbroen.
- Nattog: Fredag og lørdag kører metroen natten igennem; husk dog, at den sidste Cercanías afgår omkring kl. 23:30.
- Udgangene: Vælg Salida Berastegi for hurtig adgang til Guggenheim-aksen eller Salida Hurtado de Amézaga til gamlebyens pintxos-barer.
Basarrate – Dybde, dramatik og lange rulletrapper
Så snart du træder ind i den diskrete fosterito på Plaza Basarrate, begynder en næsten rituelt langsom nedstigning. Først ét niveau, så endnu et – og pludselig åbner rummet sig som en rå, afskallet underjordisk katedral. Du mærker det straks på temperaturen, den dæmpede akustik og den svage lugt af fugtig beton. Stationen er en af Metro Bilbaos dybeste, og arkitekturen udnytter hver eneste meter til at iscenesætte følelsen af at synke ned i en caverna.
Lange rulletrapper – op mod 40 meters samlet fald – fører dig igennem et næsten teateragtigt lysdesign, hvor LED-striber i håndlisterne trækker klare linjer mod dybet. Lyden forstærker dramatikken: den konstante, rytmiske knagen fra trinene blandes med et fjernt ekko af togsæt, der rammer betonhvælvingen. Alt andet er pakket ind i et dæmpet, næsten meditativt sus.
På perronniveau står du i en tre-skibet sal støbt i ubehandlet beton, holdt sammen af rene, buede former. Fraværet af pynt gør, at vertikaliteten bliver hovedattraktionen: kigger du bagud, ser du rulletrapperne som parallelle lysbaner, der forsvinder op i mørket; kigger du frem, leder stationens kurvede vægge blikket mod tunnelerne, hvor lyset skifter fra varm hvid til koldt neongrønt, når togene ankommer.
- Akustisk pause: Tag dig tid til at stå helt stille på perronen. Du vil høre, hvordan selv en lav samtale forplanter sig som en blid rumklang – et bevis på den præcise geometri.
- Foto-spot: Stil dig midt på den nederste rulletrappe, vend kameraet opad og fang “uendeligheds-effekten”, hvor beton, lyslister og håndlister smelter sammen til ét grafisk mønster.
- Bedste tidspunkt: Kl. 10-12 på hverdage er der færrest pendlere. Da danner morgenlyset en sart blå tone i den øverste Fosterito, som spejler sig hele vejen ned.
| Fakta | Detaljer |
|---|---|
| Dybde | Ca. 25 m under gadeniveau |
| Rulletrapper | 3 sektioner á 20-25 m |
| Linjer | L1 & L2 (mod Etxebarri/Plentzia) |
Basarrate er med andre ord et sted, hvor selve rejsen ned til toget bliver en arkitektonisk oplevelse i sig selv. Giv dig tid til at lade øjne, ører – og kamera – udforske dybden, lyset og de krystalklare linjer i Fosters betonunivers.
Portugalete – Arkitektur i terræn med niveauforskel
Hvor mange metrostationer kan prale af at være “linket” mellem en middelalderligt skrånende bykerne og et UNESCO-verdensarvs-værk? Portugalete kan. Her er arkitekturen tænkt som en lodret passage, der glider elegant ned gennem byens dramatiske terræn, fra de snævre gader omkring Calle Casilda Iturrizar til Nervión-flodens brede promenade lige ved siden af Vizcaya-hængebroen.
Vertikal rejse uden besvær
- Dybde: Stationen er nedgravet mere end 25 meter under det øverste gadeniveau. Det giver den velkendte “caverna-fornemmelse” af rå, blottet beton, men her med et ekstra lag dramatik: vægge og lofter konvergerer i en V-form, der understreger stuverummets vertikalitet.
- Elevatorløsninger: I stedet for de traditionelt lange rulletrapper har Foster + Partners udstyret Portugalete med et stack af højkapacitets-elevatorer. De forbinder tre plateauer – villa-niveau, mellemstop og perron – og gør stationen 100 % tilgængelig, selv når det siler ned ad bakkerne udenfor.
- Dagslysindtag: Rørformede lysbrønde skærer sig ned gennem betonen og trækker naturligt lys helt ned til billethallen. Kontrasten mellem dagslysets kølige tone og tunnelrummets kunstlys giver et subtilt lysspil, som skifter i takt med vejret over Biscayabugten.
Samspil med vizcaya-hængebroen
Når du forlader de underjordiske hvælvinger, står du få skridt fra den ikoniske Vizcaya-bro – verdens første transportabelle hængebro og i dag UNESCO-beskyttet. Stationens udgang på flodsiden er trukket tilbage fra promenaden, så udsigten til broens stålstruktur ikke forstyrres af bygningselementer; typeglasset i facaden reflekterer derimod broens silhuet som et blyantstreg-spejlbillede.
Topografi som designparameter
| Terrænet | Arkitektonisk løsning |
|---|---|
| +30 m forskel mellem by og flod | Tretrins elevatorbank og terrasseret forhal |
| Stejle gyder med begrænset plads | Smalle Fosteritos-indgange der kan “kiles” ind i murværk |
| Udsigt over flodmunding | Glasvægge ved promenaden for uhindret udsyn |
Fototip
- Stil dig midt på gangbroen over elevatorskakten og peg kameraet nedad – lysbrøndene danner koncentriske ovaler, perfekte til et symmetrisk shot.
- Besøg ved solnedgang: den gyldne time maler Vizcaya-broen orange, mens stationsglasset gløder indefra.
Portugalete beviser, at robust infrastruktur og poetisk byrum sagtens kan mødes – i bogstavelig forstand på flere niveauer.
Ansio (BEC) – Messer, folkemængder og store volumen
Når man stiger af toget på Ansio, mærker man straks, at stationen er tænkt som en forpost til store begivenheder. Ankomsten sker via en bred forplads, hvor de ikoniske, glasbeklædte Fosteritos-indgange fungerer som en naturlig overgang mellem det urbane gadeniveau og metroens underverden. Kun få skridt derfra toner Bilbao Exhibition Centre (BEC) frem – seks enorme haller, som tilsammen udgør Spaniens næststørste messekompleks.
Forrum i xl-format
- Dimensioneret til menneskemasser: Stationens centrale foyer er lige så bred som en håndboldbane og har seks meter til loftet. Her kan flere tusinde gæster fordele sig uden trængsel, selv når BEC afholder Bilbaos populære gaming-messe eller internationale industrikonferencer.
- Flydende cirkulation: Passagerstrømme ledes i to tydelige retninger: mod messeanlægget via en overdækket glasgang og mod bydelen Barakaldo gennem en åben passage, der smyger sig under vejnettet. Skiltning i både baskisk, spansk og engelsk fjerner tvivl om vejvalg.
Materialer, der kan tåle tæsk
| Zone | Materialevalg | Fordel |
|---|---|---|
| Gulve | Poleret basaltsten | Høj slidstyrke og nem vedligeholdelse |
| Vægge | Syrebehandlet rustfrit stål | Reducerer synlige ridser fra kufferter og messeudstyr |
| Loft | Akustiske aluminiumspaneler | Dæmper ekko fra store menneskemængder |
| Belysning | LED-linjer integreret i loftsriller | Ensartet lys og lavt energiforbrug – uanset om det er myldretid eller nat |
Lys & luft midt i dybet
Selv om stationen ligger 18 meter under terræn, føles den ikke klaustrofobisk. En serie periskop-lignende lysbrønde bringer dagslys ned til perronniveau, mens mekanisk ventilation trækker den varme luft op gennem samme skakte – en smart dobbeltfunktion, der holder klimaet behageligt, selv når 30.000 besøgende forlader en koncert i arenaen ovenpå.
Arkitektonisk dialog med bec
BEC’s facade i børstet stål spejles subtilt i stationens metalpaneler; en bevidst reference, der binder de to strukturer sammen visuelt. Der er samtidig kontrast: Metroens indre caverna i rå beton giver ro efter messestøj, mens BEC’s glas- og stålvolumener skriger af aktivitet. Det er netop i denne spænding – mellem underjordisk stoflighed og overjordisk hypermodernitet – at Ansio bliver mere end et transportknudepunkt; den bliver en del af oplevelsen.
Fototip
- Stil dig ved rulletrappernes top og fang koronaeffekten fra LED-lyset, der rammer betonen.
- Gå ud i glasgangen mod BEC ved solnedgang: Stålkonstruktionen danner grafiske silhuetter mod himlen.
- Panorér fra den øverste mezzanin og ned mod perronerne for at fremhæve stationens imponerende lodrette akse.
Ansio er således ikke blot et stop på linje 1; det er en velkoreograferet portal fra by til mega-event, skabt til at sluge store folkemængder med et smil – og til at holde til det, år efter år.
Santutxu – Hverdagsstation med monumental fornemmelse
Santutxu er et glimrende bevis på, at hverdagens funktionalitet og en næsten katedral-agtig rumfornemmelse sagtens kan gå hånd i hånd. Stationen betjener et tæt beboet kvarter, men arkitekterne fra Foster + Partners lod den ikke nøjes med det praktiske: de langstrakte, ellipseformede hvælvinger i rå, sandblæst beton giver fornemmelsen af at træde ind i et underjordisk skibsskrog.
Hvælvingerne og perronerne
De 14 meter høje vægge tegner bløde kurver hele vejen fra billetsal til perron, og de mørke gulve leder blikket fremad som en naturlig sigtelinje. Perronerne er placeret i niveau -1½ og bindes sammen af en bred midtertrappe, der gør omstigningen mellem de to sider forbavsende hurtig. LED-lysbånd, skjult under gelændernes forkant, løber som lysende guide-linjer og fremhæver stationens længde.
Fosteritos i gadeniveau
Ved gadeplan mødes man af to næsten identiske, glasinddækkede Fosteritos. Disse halvcylindriske “bobler” trækker dagslys flere etager ned, mens de om aftenen gløder som lanterner i kvarterets smalle gader. Den ene ligger på Calle Karmelo – tæt på butikker og caféer – mens den anden åbner ud mod en lille plads, hvor kvarterets ældre samles til snak.
Fotoguide: Fang linjerne i santutxu
- Midtertrappen: Stil dig ved trappens top, peg kameraet mod perronerne og brug gelænderets LED-bånd som leading lines.
- Diagonal skud: Fra perronens ene ende kan du ramme både hvælvingens kurve og togene, når de ankommer – brug en lav vinkel (ca. 30 cm over gulv) for at få maksimal dybde.
- Fosterito-silhuetter: Kom lige efter solnedgang; eksponér for det indre lys og lad omgivelserne blive en mørk ramme.
- Symmetrisk portræt: Stil en rejsekammerat midt på perronen, centrer dem i billede og lad de konvergerende vægge give monumentalitet.
| Vinkel | Bedst tidspunkt | Udstyrstip |
|---|---|---|
| Trappe-overblik | Middag (mest dagslys) | 24 mm vidvinkel |
| Perron-dybde | Aften for lavt lys | Stativer er tilladt uden for myldretid |
| Fosterito-glow | Blå time | Polariseringsfilter til at minimere genskær |
Bonus: Santutxu ligger kun ét stop fra Casco Viejo – hop af her, når du alligevel er på fototur, og fortsæt jagten på Bilbaos uendelige betonkatedraler.
