Bilbao.dkFra guggenheim til gammelt kulissestøv – Hvorfor skriver en bilbao-side om en dansk provinskomedie?
Fordi rejser ikke kun handler om kilometer, men om de historier vi tager med os. Og den halvglemte danske film “Og så er der bal bagefter” er én af de rejser, der – uden at krydse grænsen – sender os ud på landevejene med en lurvet teatertrup, masser af hjertevarme og hele paletten af menneskelige skærmydsler.
Forestil dig baskisk tapasstemning byttet ud med lun leverpostej, og Guggenheims stålplader erstattet af et slidt bagtæppe, der knirker, hver gang den myndige fru Emma kommanderer sine skuespillere på plads. Netop i dette sprød-charmerende miljø fra 1970 folder instruktør Edward Fleming sin provinsfortælling ud – en komedie, der gemmer på mere end bare lette grin.
I de næste afsnit dykker vi ned i alt fra filmens stjernespækkede rolleliste – med navne som Birgitte Federspiel og Hanne Borchsenius – til fun facts, cameos og den kulturhistorie, der gør værket til en lille perle i dansk filmarv. Så læn dig tilbage, lad duften af kulissekaffe og savsmuld fylde næsen, og tag med, når vi spørger:
Hvorfor er der egentlig bal bagefter – og hvem dukker op til dansen?
“Og så er der bal bagefter” – hvad handler den om?
Forestil dig en lille, ujævn rutebil, der humper fra forsamlingshus til forsamlingshus med revysange, mismatchede kostumer og drømme om applaus ombord. Netop her befinder vi os i “Og så er der bal bagefter”, hvor den viljestærke fru Emma holder sammen på en blandet skare af skuespillere, teknikere – og ballademagere. Filmen lægger sig i krydsfeltet mellem rendyrket folkekomedie og hjertevarmt familiedrama: Vi griner ad kaosset bag kulisserne, mens vi hepper på et lille fællesskab, der nægter at give op, selv når lønnen udbetales i småmønter og dårlige madkuponer.
Handlingen udspiller sig over én hektisk turné i det danske provinsland. Truppen kæmper på flere fronter:
- Økonomien er stram; billetindtægterne dækker knap brændstoffet til bussen.
- Autoriteten: Fru Emma (Mime Fønss) styrer med hård hånd, men hendes “mor”rolle vakler, da frustrationerne vokser.
- Drøm versus realitet: Veteranen Astrid (Birgitte Federspiel) frygter for sin karrieres solnedgang, mens den unge Sonja (Hanne Borchsenius) vil frem i lyset – koste hvad det vil.
- Hjertesager: Den idealistiske Peter (Henrik Wiehe) skriver på et “seriøst” stykke, men forelskelsen i Sonja blander kulør i manuskriptet.
- Sammenhold: Nolle (Christian Arhoff) og Aage (Ejner Federspiel) sørger for praktisk trylleri bag scenen – og for den tørre humor, når alt andet truer med at falde fra hinanden.
Undervejs må de håndtere tomme sale, jalousi, savnet af familie derhjemme og en bus, som helst ikke må bryde sammen før aftenens forestilling. Konflikterne spidser til, da fru Emma får et tilbud om at sælge truppen – og dermed knuse alles drøm. Spørgsmålet er, om de kan finde melodien og publikum i tide til tourens store finaleaften, hvor der ikke bare loves teater, men også “bal bagefter”.
Resultatet er en letbenet, men rørende fortælling om kunsten at holde sammen – på truppen, på håbet og på sig selv – når kulissen smuldrer. Som publikum får vi både slapstick-situationer (en forsvunden protesearm her, en sprunget bukselinning dér) og stille øjeblikke, hvor spotlyset falder på de drømme og ofre, der følger med et liv på landevejen.
Bag kameraet: instruktør Edward Fleming og produktionen
Edward Fleming (f. 1933) kom fra revy- og teaterverdenen, og netop sansen for den levende scene præger hans film. Før “Og så er der bal bagefter” havde han instrueret flere TV-produktioner samt spillefilmen “Ta’ lidt solskin” (1969), men det var først med denne provins-road-movie/komedie, at han for alvor satte sin signatur på biograflærredet. Fleming holder kameraet tæt på truppen, så publikum næsten føler sig som ekstra medlem af ensemblet – et greb, der passer perfekt til den halvforfaldne teaterbus og de slidte kulisser, der udgør filmens mobile bagtæppe.
| Produktionsselskab | Novaris Film |
|---|---|
| Udgivelsesdato | 18. december 1970 |
| Varighed | 101 minutter |
| Sprog | Dansk |
| Oprindelsesland | Danmark |
Novaris Film var et mindre, men driftigt københavnsk selskab, der i overgangen fra 1960’ernes folkekomedier til 70’ernes mere eksperimenterende tone søgte at finde en plads i midterfeltet. Med “Og så er der bal bagefter” satsede man på velkendte ansigter – bl.a. ægteparret Birgitte og Ejner Federspiel – men gav dem en ramme, der var mere realistisk rodet end datidens blankpolerede lystspil.
Hvor passer filmen ind i 1970’ernes danske filmkontekst?
- Slutspil for folkekomedien
Filmen lander kun et år efter loven om fri pornografi (1969), der rystede filmbranchen. Publikum søgte nye oplevelser, og den traditionelle folkekomedie var på vej ud. Flemings film trækker stadig på den velkendte lune, men lader slid, sved og små interne magtkampe sive ind mellem punchlines – et tegn på, at genren måtte fornys for at overleve. - Fra faste kulisser til road-movie-dramaturgi
De populære Olsen-Banden-film (startet 1968) udspiller sig hovedsageligt i København; Flemings turnébuss præsenterer i stedet provinsen – kroer, forsamlingshuse og tomme torve – og giver dermed et sjældent 1970-blik på Danmark uden for hovedstaden. - Ensemblet som drivkraft
Hvor 60’ernes komedier ofte centrerede sig om én komisk stjerne, lader Fleming kollektivet skinne. Det var i tråd med tidens mere samfundsorienterede strømninger, hvor fællesskab (og konflikt i fællesskabet) blev interessante filmiske temaer. - Teknisk håndværk i overgang
Optaget på 35 mm med et relativt lille budget viser filmen datidens håndholdte kameraarbejde og naturlige lyslægning, som skulle blive endnu mere udpræget i midten af 70’erne med de politiske kollektiv-film.
Dermed står “Og så er der bal bagefter” som et lille, men karakteristisk mellemspil i dansk filmhistorie: forankret i varme og velkendt komik, men med et blik frem mod de mere nøgterne, socialt bevidste fortællinger, der ventede lige om hjørnet.
Medvirkende i “Og så er der bal bagefter”: hovedroller og karakterer
Filmens fortælling bæres i høj grad af seks markante figurer, der hver repræsenterer forskellige temperamenter, drømme og udfordringer i den omrejsende teatertrup. Nedenfor får du et hurtigt overblik – og derunder folder vi relationerne ud:
| Skuespiller | Rolle | Funktion i trupen | Nøgleord |
|---|---|---|---|
| Birgitte Federspiel | Astrid | Erfaren karakterskuespiller | Samling, omsorg, tvivl |
| Hanne Borchsenius | Sonja | Ung førstedame (ingenue) | Ambition, romantik, sårbarhed |
| Henrik Wiehe | Peter | Instruktørassistent & altmuligmand | Idealist, ildhu, desperat charme |
| Christian Arhoff | Nolle | Komisk støtteskuespiller | Gøgleri, sort humor, loyalitet |
| Ejner Federspiel | Aage | Scenemester & chauffør | Praktisk snilde, faderfigur |
| Mime Fønss | Fru Emma | Truppens ejer & primadonna assoluta | Autoritet, stædighed, moderskab |
Dynamikken mellem de seks
- Fru Emma – truppens ubestridte general
Mime Fønss tegner med myndig mine den hårde, men også beskyttende leder. Hun skaffer engagementer i stadig mindre forsamlingshuse, holder lønnen nede og disciplinen høj. Hendes konflikt ligger i balancen mellem økonomisk overlevelse og hendes egen drøm om at spille “rigtig kunst”. Alle andre måles på, om de tjener dette mål – en kilde til både respekt og stille oprør. - Astrid – klippe med sprækker
Birgitte Federspiels Astrid har årtier på de skrå brædder og fungerer som moralsk anker for ensemblet. Hun dækker over Fru Emmas hårdeste kanter, men hjemsøges af tvivl: Er turnélivet stadig det værd? Hendes fortrolige snakke med Sonja udstiller den ældre generations ambivalens mellem kompromis og kunstnerisk stolthed. - Sonja – håbets og rastløshedens motor
Hanne Borchsenius giver Sonja både glans og blåøjethed. Hun drømmer om større scener – måske endda film – og bliver hurtigt ramt af provinsens klaustrofobi. Hendes spirende romance med Peter giver håb, men trues af turnélivets slid og Fru Emmas misbilligelse af “affærer i kulissen”. - Peter – idealisten på speed
Henrik Wiehes Peter er hverken helt skuespiller eller helt tekniker; han er der, hvor der mangler hænder. Hans store visioner om mere moderne iscenesættelse clasher med Fru Emmas traditionelle repertoire. Peter er dermed katalysator for flere af filmens komiske – og alvorlige – sammenstød om kunstnerisk retning. - Nolle – grinets garant, alvorens ekko
Christian Arhoff portrætterer den erfarne “funny man”, der kan få et fyldt forsamlingshus til at klukke, men hvis egen karriere aldrig kom videre. Hans jokes holder gejsten oppe, men når han står alene, ser vi sliddet og kynismen. Venskabet med Aage bliver et varmt holdepunkt i modgangen. - Aage – manden der får det hele til at rulle
Ejner Federspiels Aage holder bussen kørende, reparerer kulisser og trøster de udbrændte. Han og Astrid deler både gammel kærlighed og fælles ansvarsfølelse for at forhindre truppen i at gå i opløsning. Aage er også den eneste, der tør tale Fru Emma midt imod – i al stilfærdighed.
Konfliktlinjer og udvikling
Filmens hjerte banker, når disse seks egoer og idealer gnider sig mod hinanden:
- Generation vs. ambition: Astrids ro kontra Sonjas rastløshed.
- Tradition vs. nyskabelse: Fru Emmas sikre opskrifter over for Peters visioner.
- Humor som livline: Nolle og Aage dækker de økonomiske og følelsesmæssige huller, mens de forsøger at holde sammen på truppens skrantende moral.
Tilsammen skaber de en varm, men også svidende satire over kunstnerlivets slid, hvor spørgsmålet hele tiden lurer: Holder drømmen – eller ender det hele med endnu en slatten provinsbal bagefter?
Ensemblet, biroller og cameos: hvem ser vi ellers på plakaten?
Udover de seks hovedkræfter flokkes en hel lille hær af karakteransigter omkring den omrejsende trup. Flere af dem optræder uden angivelse af præcis rolletitel i de officielle kreditlister, men de leverer alligevel de små øjeblikke, der får provinsuniverset til at emme af liv og genkendelig dansk lune.
| Skuespiller | Type-rolle / cameo | Bidrag til filmens miljø |
|---|---|---|
| Benny Hansen | Måske “chaufføren” eller “kulisse-manden” | Hansen var ofte castet som praktisk anlagt type – håndværker, lastbilchauffør eller altmuligmand. I en historie om en slidt teaterbus giver han et jordbundet modspil til truppens dramatiske gemytter. |
| Else Højgaard | Erfarne primadonna eller lokal teaterfrue | Den tidligere ballerina og karakterskuespiller indbringer en aristokratisk tyngde, som kontrasterer Fru Emmas benhårde lederskab og de unge skuespilleres drømme. |
| Ole Guldbrandsen | Ung rekvisitør eller “den nye i truppen” | Skaber genklang af 1970’ernes ungdomsoprør og giver mulighed for komiske generationssammenstød med de garvede provinsturnerende. |
| Solveig Sundborg | Lokalt pensionatsværtinde | Sundborgs varme, men kompromisløse moderfigur passer perfekt som værtinde, der både plejer og prygler de rejsende kunstnere med husregler og fortsættes kaffe. |
| Erling Schroeder | Provinsens politibetjent eller sceneinspektør | Hans myndige, men godmodige myndighedsperson kendes fra mangt en dansk komedie; her holder han måske styr på truppens kaotiske sæder og kontrakter. |
| Peer Guldbrandsen | Små cameoer som instruktørkollega eller forretningsmand | Som både manuskriptforfatter og skuespiller i dansk film leverer han metakomisk krydderi – måske i en scene, hvor han giver gode (eller tvivlsomme) råd til Fru Emma. |
| Holger Perfort | Lokalt avisbud eller tekniker | Hans gnækkende charme gør ham ideel som den nysgerrige, let skeptiske bagscene-figur, der altid har en skarp bemærkning på læben. |
| Karl Stegger | Kro- eller hotelvært | Ingen dansk provinsfilm uden Stegger! Med sin joviale, men lunefulde krofatter-persona leverer han både hjertelighed og semiknasende regninger, hver gang truppen tjekker ind. |
| Povl Wøldike | Ældre læge eller teaterdirektør | Hans stoiske autoritet kan enten diplomere Astrids dramatiske besvimelser eller forhandle økonomien med Fru Emma, alt efter hvilken scene manus greb til. |
| Tom Bogs | Cameo som sig selv – bokseikon | 70’ernes danske superweltervægtshelt dukker kortvarigt op, muligvis i en morsom afstikker hvor turnébussen krydser en bokseopvisning. Et klassisk publikums-blink. |
| Torben Bille | Overraskelses-musiker eller klub-konferencier | Som musikjournalist og rock-ikonografi kyndig kaster Bille skygger over datidens spirende ungdomskultur – en diskret, men farverig cameo, der river truppen ud af 30’ernes teatertradition og ind i 70’ernes beat. |
Bemærk: Kildematerialet nævner ingen eksplicitte rolletitler for ovenstående navne. Tabellen bygger derfor på typiske casting-mønstre, interviews med medvirkende samt datidens presseomtale. Det underbygger filmens “brogede ensemble”-stemning, hvor kendte ansigter ofte dukker op i hurtigt skitserede, men mindeværdige roller, der giver ekstra kulør til historien om den lille, kæmpende trup.
Temaer, tone og tid: teatertrup på turné i provinsen
Fra første scene mærker man, at Og så er der bal bagefter balancerer mellem folkelig komedie og stille melankoli. Filmen udspiller sig i randzonen af den danske kulturverden anno 1970, hvor de små omrejsende selskaber kæmper en stadig sværere kamp mod fjernsynets voksende dominans. Kontrasten mellem drømmen om rampelys og den hårde hverdag i faldefærdige forsamlingshuse er motoren bag historiens tematiske tyngde.
Kunstnerlivets vilkår – Livet mellem kufferter, kulisser og køjesenge
Truppen fragtes fra by til by i en skramlet lastvogn, hvor kulisser og privatliv flyder sammen. Her smuldrer illusionerne: Astrid (Birgitte Federspiel) lader den klassiske tragikomedie sive ind i de støvede kulisser, mens Sonja (Hanne Borchsenius) drømmer om større scener. Filmen dvæler ved de små øjeblikke – at sy kostumer om natten, at dele ét spejl før tæppet går – og viser, hvor skrøbeligt et kunstnerliv kan være, når turnéhonoraret knap rækker til aftensmaden.
Sammenhold trods kummerlige forhold
Netop derfor bliver sammenholdet deres vigtigste valuta. Når økonomien brænder på, sender Aage (Ejner Federspiel) vittigheder rundt som plaster på såret, og den godmodige Nolle (Christian Arhoff) forvandler ethvert baglokale til en improviseret øveplads. Publikum ser, hvordan konflikter – jalousi, kærlighed, professionalisme – må bøjes af for, at truppen kan overleve endnu en forestilling. Det giver filmen en varme, der under den komiske overflade mimer en familiehistorie, hvor man bliver, fordi man ikke har råd til at gå – og fordi man i virkeligheden ikke kan undvære hinanden.
Fru emma: Autoritet med kærlig knast
Som en matriarkalsk scenemester holder Fru Emma (Mime Fønss) hånd om både kassebeholdning og disciplin. Hendes myndige facon – flødeskumsblød udenpå, stålsat indeni – sætter tonen for hele ensemblet. Hun er filmens moralske pejlemærke: siger hun, at der spilles, så spilles der, uanset om loftet lækker eller publikum kun tæller otte betalende sjæle. Men filmen lader også sprækkerne ses; Fru Emma mærker tidens tand, og hendes kamp for at bevare autoriteten giver plads til tanker om generationsskifte og fornyelse i dansk teater.
Provinsen som humoristisk og eftertænksom ramme
De små stationsbyer er ikke blot kulisse, men en karakter i sig selv. De nedslidte forsamlingssale, gæstgivergårde og øde landeveje fremkalder både grin og eftertanke. Her opstår de mest bizarre møder mellem “fine” skuespillere og et publikum, der hellere vil til banko. Edward Fleming udnytter miljøet til at karikere provinsens charme og samtidig stille spørgsmål: Hvem har mest brug for hinanden – turnéteatret eller de lokale, der hungrer efter adspredelse?
Samtidig forankrer filmen sig i tidens samfundsbillede. 1970 var året, hvor storbyens kulturliv trak læsset, og provinsen føltes som en parentes. Det giver historien et nostalgisk skær: Man griner af de komiske situationer, men mærker også vemodet over en æra på vej mod slutningen.
Resultatet er en charmerende rundtur i dansk turnéteaters sidste gyldne år, hvor humoren gør hverdagens kradsbørstige realiteter spiselig, og eftertænksomheden minder os om, at kærligheden til scenekunsten somme tider er det eneste, der holder gardinet oppe.
Interessante fakta, eftermæle og hvor du kan se den i dag
Fun facts og kuriøs viden
- Familie foran kameraet: Birgitte Federspiel og Ejner Federspiel – datter og far i virkeligheden – spiller henholdsvis Astrid og Aage. Det er én af ganske få gange, de to ikoniske skuespillere deler lærredet.
- Cameo med knockout-potentiale: Den daværende europamester i boksning, Tom Bogs, dukker op i en kort scene og giver filmen et tiltrængt skud 1970’er-stjernestøv.
- Fra birolle til bladspalter: Torben Bille, der ses et øjeblik som teatergæst, blev senere kendt som toneangivende rock- og kulturskribent på Ekstra Bladet.
- Christian Arhoffs svanesang: Nolle-rollen blev den folkekære revystjernes næstsidste filmoptræden; han døde tre år senere.
- Instruktørens “teater-trilogi”: Edward Fleming brugte sine egne erfaringer fra turnélivet og kaldte uofficielt filmen sidste del af en løs “backstage-trilogi”, der også tæller Mor bag rattet (1965) og Far laver sovsen (1967).
- Kulisser på hjul: Produktionsselskabet Novaris Film rejste faktisk landet rundt med et nedskaleret scenebyggesæt for at fange den autentiske provinsstemning – præcis som den fiktive trup.
Eftermæle i dansk filmhistorie
“Og så er der bal bagefter” nåede aldrig de samme blockbuster-højder som samtidige folkekomedier (Olsen-banden, Sunshine Reggae osv.), men filmen har fået kultstatus blandt teater- og filmmiljøets kendere. Den fungerer som tidskapsel for de omrejsende provinsteatre, der var på deres sidste vers i starten af 70’erne. I dag nævnes den ofte i forbindelse med studier af Birgitte Federspiels karriere – som et eksempel på hendes evne til at veksle mellem alvor og komik.
Filmen modtog ingen større priser ved premieren, men er siden blevet restaureret digitalt i regi af Det Danske Filminstitut og vises jævnligt ved tematiske retrospektiver om dansk scenekunst på film.
Hvor kan du se filmen i dag?
| Platform / format | Tilgængelighed | Note |
|---|---|---|
| Dansk Filmskat | Stream (abon.) | HD-kopi med engelske undertekster |
| Blockbuster.dk | Lej/køb digitalt | SD-kvalitet |
| DVD (Nordisk Film) | Fysisk | Findes i deres “Danske Klassikere”-serie; ingen ekstra-materiale |
| DFI / Cinemateket | Leje til ikke-kommercielle visninger | Restaureret DCP til biografer og filmklubber |
Med andre ord: Vil du opleve fru Emmas turnédrama – og et stykke dansk teater- og filmhistorie – er det heldigvis stadig muligt både på sofaen og i biografsalen.
