Udgivet i Blog

Vejret i Bilbao - hvad kan du forvente alt efter hvornår du rejser

Af Bilbao.dk

Bilbao er en skøn by at besøge uanset hvornår på året du rejser. Byen tilbyder et væld af spændende attraktioner, der gør selv et besøg i det lidt triste efterårsvejr hele turen værd alligevel. Din tur vil dog i høj grad være præget af, hvornår du vælger at tage af sted og du får måske brug for en guide som denne, for at finde ud af hvornår det lige netop er bedst for dig at rejse. Her får du en guide både til vejret og hvad du kan forvente at lave, alt efter årstiden.

Forår i Baskerlandet

Foråret i Bilbao er fantastisk for dig, der er vild med mode, kultur og historie, og gerne vil på en smuk bytur i Bilbao, og det er jo netop først og fremmest det de fleste vil til Bilbao for. Vejret i foråret er forholdsvist lunt uden at blive for varmt. Gennemsnitstemperaturen i marts om dagen ligger på omkring 14 grader, mens den i Maj sniger sig op omkring de 19 grader. Helt perfekt, når du skal på tur i byen for at nyde den smukke arkitektur og besøge cafeer, nyde pintsox og besøge alle byens seværdigheder, inklusiv selvfølgelig Guggenheimmuseet.

Præcis som herhjemme byder foråret på masser af nyudsprungne blomster og træer, der gør byen smukkere end på noget andet tidspunkt. Vejret er dog omskifteligt og du skal forvente overskyede dage, lidt regn og blæst i forårsmånederne stadigvæk. Det er den bedste tid for dig, som gerne vil veksle mellem skønne dage i byen og hyggelige dage på museer og cafeer.

Sommer i Bilbao

Sommer er den oplagte sæson for de fleste turister i Bilbao. Det er så absolut den varmeste og tørreste sæson, hvor temperaturerne gerne ligger noget over de 20 grader hver dag. Ligeledes når badevandstemperaturen også over de 20 grader, typisk i Juli og August, og det er derfor så absolut et godt tidspunkt for børnefamilierne, der planlægger at køre ud til havet for at bade en dag eller to.

Sommer tilbyder flest muligheder i Bilbao, men også flest turister. Heldigvis er byen endnu ikke overrendt og i kan sagtens nyde en skøn ferie med både tid til at bade, slappe af i gaderne, spise lækre kager på café, og nyde det rige kulturelle liv i byen!

Efterår i Bilbao

Bilbao byder på det dejligste efterårsvejr. I det tidlige efterår kan du stadig nå at nyde det varme vejr og gode badetemperaturer. Du kan selv bestemme om du foretrækker at bruge dine dage ved vandet ved Soplana, om du vil på vandretur omkring Artxanda, eller i byens mange, spændende kvarterer. Faktisk kan du nå det hele på en dag, hvis bare du står tidligt nok op!  

Kommer vi lidt længere hen over i oktober og november, må du forvente lidt flere regnvejrsdage og køligere nætter. Dog er vejret stadig helt perfekt til at besøger alle museer og seværdigheder i byen.

Vinter tæt ved Pyrenæerne

Selv om Bilbao måske ikke lige er det første sted man tænker på, når man overvejer en god vinterferie, er det faktisk ikke en helt dårlig ide. Vejret er lunt om end lidt regnfuld. Selv i januar som er den koldeste måned ligger den gennemsnitlige dagtemperatur på omkring 11 grader og man kan fint nyde byens mange attraktioner.

Overset er det til gengæld ofte, at Bilbao kun ligger omkring fire timer fra Pyrenæerne og nogen af de skønneste skisteder. Dette gør Bilbao til en skøn destination for dig, som egentlig foretrækker en lun vinter, men også godt kunne bruge en dag eller to i sneen, der hvor det er rigtig sjovt og ikke bare irriterende vådt!